Coronavirus - generel information til de danske golfklubber

12. marts 2020

Statsminister Mette Frederiksen annoncerede i går en række nye tiltag i kampen for at dæmpe udbredelsen af coronavirus. Blandt andet blev det kraftigt anbefalet fra regeringens side, at alle frivillige foreninger indstiller indendørs aktiviteter i to uger. Ligeledes har DIF været ude med en opfordring til også at aflyse udendørs idrætsaktiviteter.

 

Se pressemeddelelsen fra DIF her.

 

Fra Dansk Golf Unions side bakker vi op om og følger de krav og anbefalinger, som kommer fra myndighederne. Vi beskriver nedenfor vores anbefalinger i forhold til driften af golfklubber i foreløbigt de kommende 14 dage.

 

Spil på banen:

Kan foregå i privat regi - eventuelle klubturneringer bør aflyses. DGU og DIF vurderer ikke, at smitterisikoen ved privat spil på banen er på et niveau, hvor der på nuværende tidspunkt er behov for en lukning.

Klubhus og øvrige indendørs faciliteter: Det anbefales, at alle indendørs aktiviteter indstilles, så vidt det er muligt. Det betyder, at vi fraråder aktiviteter som f.eks. udvalgs- og bestyrelsesmøder, generalforsamlinger, foredrag, bridgeklubber, klubber i klubben, indendørstræning eller andre af golfklubben organiserede aktiviteter.

 

Restaurant:

Det anbefales, at restauranternes aktivitet begrænses, og at der foretages initiativer, som minimerer risikoen for smittespredning. Her tænkes på hygiejneforhold, en reducering af antal mulige siddepladser, større afstand mellem siddepladser, tilpassede åbningstider, mere fokus på take away, reduceret udbud og generelt mindre aktivitet. Her er der dog lokale forhold og ansættelsesforhold som kan have indflydelse på situationen og dermed beslutningen.


Shop drift:

Det anbefales, at proshoppens aktiviteter begrænses og at der foretages initiativer som minimerer risikoen for smittespredning. Her tænkes på hygiejneforhold, tilpassede åbningstider, reduceret udbud og generelt mindre aktivitet. Her er der dog lokale forhold og ansættelsesforhold som kan have indflydelse på situationen og dermed beslutningen.


Ansatte:

Der bør tages en individuel snak med alle ansatte i forhold til deres familiesituation mv.

GAF og DGU anbefaler, at administrativt personale bør arbejde hjemmefra hvis muligt eller som minimum begrænse kontakten med andre personer.

PGA og DGU anbefaler, at gruppetræning indstilles for nuværende og at individuel træning planlægges med henblik på at begrænse smittespredningen mest muligt.

DGA og DGU anbefaler, at greenkeepere umiddelbart kan fortsætte arbejdet - men der bør tages de nødvendige forholdsregler, når de samles i fx. frokoststuen (afstand mellem stole, vask af hænder mv.). Der kan evt. lokalt aftales afspadsering/ferie mv. 

 

Kommunikation:

Vi anbefaler, at golfklubben informerer sine medlemmer, gæster og samarbejdspartnere omkring status i golfklubben. Informationen bør foregå via klubbens hjemmeside, nyhedsbrev, sociale medier samt med fysiske skilte på relevante steder i golfklubben.

Golfklubberne kan med fordel benytte de materialer, som er gjort tilgængelige fra de danske myndigheder: https://politi.dk/coronavirus-i-danmark/download-infografikker-og-plakater

 

Slutteligt anbefales det, at alle golfklubber holder sig orienteret og opdateret på coronasmitte.dk.



Baneinfo
18. marts 2020
Banen og klubhus lukket.
Kære medlemmer.
 
Som følge af Corona epidemien som udfordrer verden for tiden, l...
Læs mere
Se alle baneinfoer